Dette er mit første blogindlæg på Duftladen. Jeg hedder Gitte Christiansen og har sammen med min familie overtaget Duftladen.dk pr. 1. august 2016 fra den tidligere ejer Klaus Egebjerg. Siden overtagelsen har jeg haft rigtig travlt med at få styr på alle de ting, der hører med til at drive en webshop i dagens Danmark. Så jeg beklager, at jeg ikke har informeret dig tidligere.

Klaus startede Duftladen som hobbyvirksomhed tilbage i 2007 og har hygget sig med webshoppen igennem snart 10 år. Men gradvist er ambitionerne for shoppen vokset. Det er så her, at jeg kommer ind i billedet. Klaus vidste, at der skulle nye kræfter og ressourcer til for at vækste Duftladen yderligere i Danmark - og ekspandere i Norden.

Kort om mig
Jeg er uddannet materialist og har arbejdet i mere end et årti i en af Danmarks største virksomheder indenfor kosmetik som henholdsvis sælger, merchandiser og træner. Efterfølgende har jeg været selvstændig i 15 år.

Mit hjerte banker for dufte, cremer og velvære. Samtidigt sætter jeg en stor ære i at yde den bedste service til kunderne. Ved overtagelsen af Duftladen kan jeg koble min viden og interesse for branchen sammen med min store erfaring som selvstændig erhvervsdrivende.

Forventninger til fremtiden for Duftladen
Vores ambitioner med Duftladen er at gøre det nemmere og billigere at dufte godt, så du kan sidde i ro og mag derhjemme i sofaen og bestille dine varer hjemme og få dem leveret lige til døren.

Du er garanteret kvalitet af både varer og personlig service. Hvis der er noget, du synes der mangler i shoppen, så skriv endelig til mig. På vores Facebook-side og vores blog kan du altid holde dig opdateret og følge med i alt det nye der sker med Duftladen.

Jeg glæder mig til at servicere dig i fremtiden og løfte sløret for mange spændende nyheder indenfor kort tid.

De bedste hilsner
Gitte Christiansen