Det er lørdag aften, og jeg sidder her ved min PC og leger rundt på internettet. Ser YouTube videoer med musik – spiller forskellige games og bare hygger … Og lige midt i det hele, så kan jeg høre, at hunden kradser på ruden i døren, der lukker op til terrassen. Øv. Det er den tid. Vi har brug for at komme ud og lufte/dufte?
Hunden insisterer
Jeg lader, som om jeg ikke hører hunden, men den insisterer altså. Trængende. Ok. Jeg sender den et blik om, at jeg gør klar til, at vi kan komme ud. Finder poserne frem, lægger dem i lommen. Finder min paraply frem. Det regner, og her er en forholdsvis kold vind. Hård kuling, måske. Jeg kan ikke lige huske, hvordan de sagde, da jeg hørte vejrudsigten i radioen. Pyt. Vi skal ud.
Jeg sætter remmen i hundens halsbånd, og den stormer ud. Jeg kan se, at den virkelig bare er glad og gerne vil lege – selv her i vintermørket. Den får skidt. Og jeg får samlet op. Smider posen i en skraldespand. Den er lidt klam og varm. Nå. Vi går videre. Klokken er ikke så mange. Selvom man kunne godt tro, at klokken er 11 om aftenen. Men det er den ikke. Jeg beslutter mig for, at vi går den lange tur hjem. Via stranden. Det tager ca. 1 time. Men det er faktisk ikke så koldt.
Det er bare fugten, der er irriterende. Vinden har lagt sig. Vi går ned til stranden. Hunden er glad. Jeg slipper hende fri, så hun kan få lov til at løbe, så stærkt hun overhovedet kan. Og den får gas. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Stop. Snuse. Løfte snuden og se vigtig ud. Fin hund. Dygtig hund. Jeg kalder på hende. Jeg småfryser her, hvor jeg står og kan mærke, at her stadig er vind og fugt. Hun kommer, og jeg sætter båndet fast i hendes halsbånd. Vi går i strandkanten.
Glemt min ravlygte desværre
Det irriterer mig lidt, at jeg har glemt min ravlygte derhjemme. Jeg kan se, at stormen fra tidligere har sendt en masse ny tang og sand ind. Måske er der rav gemt et eller andet sted. Men det må jeg lade være med at tænke på lige nu. Det er hunden, der har prioritet. Hun har været tålmodig og fundet sig i, at jeg ikke gad beskæftige mig med hende hele dagen. Nu, hvor hun har chancen for at boltre sig i det dårlige vejr må jeg så lige væbne mig med tålmodighed.
Hun er min bedste ven. Der er ingen forbehold i kærligheden, hun viser mig. Og jeg må forsøge at være sødere ved hende. Forstå, at hun har brug for at boltre sig. Bruge sin energi. Løbe hurtigt. Og bade.
Og det er lige præcist, hvad hun har gjort lige nu. Her har jeg stået og kigget ud på det sorte hav, og imens har hun så taget sig en dukkert. Hun ryster af kulde, og jeg må tage min jakke af for at få hende tørret. Vi løber hjem, så vi begge kan holde varmen.