Det gør ondt på mig at se min bedstemor blive mere og mere dement. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Lægerne siger, at der ikke er så lang tid igen. Jeg ved ikke helt, hvad de mener. Jeg tror, det har noget at gøre med, at de forsøger at forberede mig på, at min bedstemor dør. Snart. Og ja. Det ved jeg faktisk godt. Vi – min bedstemor og jeg – har talt om det. Inden hun kom her på plejehjemmet. Hun sagde faktisk direkte til mig, at jeg skulle sørge for, at hun kom herind for at bo, når hun ikke længere kan passe sig selv. Det har jeg gjort. Jeg besøger hende ca. hver anden dag. Vi sludrer. Taler om gamle dage. Dengang hun kunne bevæge sig frit, og vi kunne gå lange ture i parken eller skoven.
Det er hårdt at se
Det er ikke nemt at se sin bedstemor flytte sig fra at være en aktiv kvinde til at blive nærmest en plante. Og jeg gør derfor alt, hvad jeg kan for at holde hende aktiv. Jeg ved godt, at jeg somme tider kommer til at presse hende for meget. Men jeg ved også, at selv om personalet, som passer på, siger, at jeg går for vidt en gang imellem, så sætter min bedstemor pris på udfordringerne. Men her efter et af mine sidste besøg var der en af personalet, som greb fat i mig. Han fortalte mig, at min bedstemor ikke har så mange kræfter, som jeg tror. Han bad mig om at passe på.
På jagt efter en rollator
Jeg tog hans bemærkning til efterretning. Og det har resulteret i, at jeg leder efter rollatorer, der er gode til at hjælpe folk, når de går i terrænet. Jeg har fundet to rollatorer, som jeg tror, vil være gode til min bedstemor. En terrængående Trionic Veloped rollator. Den er beregnet til mennesker, der gerne vil ud i naturen. Og det vil min bedstemor jo gerne. Sammen med mig. Jeg valgte at købe netop den model til hende, fordi hun har allerede en anden rollator. En Trionic Walker rollator. Det er sådan en allround model, som hun kan bruge ude og inde. Den, jeg har besluttet mig at give hende, er kun beregnet til brug udendørs. Og hun er glad for den. Hun bruger den, dog også indendørs. Og hvorfor det? Fordi den er så nem at bruge. Den ryger ikke ind i skarpe hjørner eller små gange. Nej. Hun har vænnet sig til, at den er så fleksibel, at hun helst bruger den.
Skal jeg være bekymret?
Det er jeg naturligvis glad for. Men jeg er også ret bekymret. Et er, at hun glæder sig over, hvor nemt hun kan nå fra A til B. Noget andet er det, at hun måske overanstrenger sig. Og hun skal altså slappe af. Men hvordan får man et aktivt menneske til at slappe af? Hun har jo altid stået for hele husholdningen. Alle måltiderne. Alt vasketøjet. Hvordan lærer jeg hende, at nu har hun tid – og mig til at hjælpe sig? Jeg læste en yderst inspirerende artikel om næsten samme emne i går faktisk – om en bedstefar. Læs den selv her.